Af ild kommer aske

by Marie Zeuthen

 

Jeg har tændt et lys. Det blafrer bag gardinet.

Vægen gnistrer, stearinen smelter bort,

mens mørket skifter fra askegråt til sort.

Flammen dykker og knejser

i takt med mit åndedrag. Tungt. Og let.

Mit selskab er sorte silhuetter. De danser menuet.

Hvilken særlig nat!

 

Jeg stirrer på skyggerne, intenst og længe,

en enkelt træder frem og tager form.

Det er en urne der stræber ud og op. En buttet krop

der øverst buer ind og lukker sig under et låg.

Jeg vil holde krukken fast, men leret brister.

Jeg mister grebet. En regn af potteskår fra mine øjne.

Vipperne fejer dem væk.

 

Visionen glider ud af mit blik, ud af mine hænder,

og ud i luften spørger jeg: Spøger du?

Men du svarer ikke, for du er asken

der ligger tilbage på bålet når ilden er slukket.

Og du flygter og spredes som de drømme jeg drømte,

lige før jeg blev mig selv igen. Alene og forladt.

Hvilken ærlig nat.

© mariezeuthen